Vil du gøre en forskel for mennesker med handicap – og samtidig være med til at bygge en tech-startup op fra bunden?
TalkiTale søger en kommerciel co-founder, der brænder for at kombinere forretning, teknologi og social impact, og som har lyst til at være med til at eje og forme virksomheden fra et meget tidligt stadie.
Om TalkiTale
TalkiTale er en ny dansk startup støttet af Innovationsfonden (Innofounder), som udvikler AI-baserede kommunikationshjælpemidler til børn og voksne med begrænset talesprog. Vores første produkt er en app til at oversætte tegnbaseret kommunikation til tekst, symboler eller tale, ved hjælp af kunstig intelligens og computer vision. Appen er under udvikling, og vi samarbejder allerede med familier og institutioner om at teste de første versioner.
Men uden en stærk kommerciel indsats når teknologien ikke de familier og institutioner, der har mest brug for den. Derfor er der behov for en co-founder, der kan bygge broen fra innovation til virkelighed.
Om rollen
Som kommerciel co-founder bliver du med- og modspiller til den tekniske founder. Du får ansvaret for at forme og drive TalkiTales forretningsstrategi, og for at omsætte visionen til en bæredygtig forretning. Stillingen er tænkt som en fuldtidstilling, med mulighed for deltid i opstartsfasen.
Dine hovedopgaver:
- Udvikle og gennemføre virksomhedens salgs- og marketingstrategi
- Analysere marked og målgrupper, og positionere TalkiTale i markedet
- Opbygge salgsprocesser, markedsføring og lande de første kundeaftaler
- Udarbejde budgetter, finansielle fremskrivninger og KPI’er
- Drive fundraising og dialoger med fonde og investorer sammen med den tekniske founder
- Forhandle kontrakter og partnerskaber
Om dig
Du er et godt match, hvis du både kan tænke strategisk og handle praktisk, og gør begge dele med hjertet på det rette sted:
- Du er motiveret af at gøre en reel forskel for mennesker med handicap. Måske har du selv erfaring på området, professionelt eller personligt.
- Du har styr på (eller vil gerne mestre) salg, marketing, økonomi og/eller jura. Du har måske arbejdet med B2B-salg til kommuner, uddannelses- eller handicapområdet, eller har erfaring med fondsansøgninger eller socialøkonomiske projekter.
- Du er struktureret, analytisk og har et godt blik for tal.
- Du kan trives med usikkerhed og frihed, og forstår, at lønnen i starten vil være begrænset og afhænge af funding/omsætning.
- Du tror på, at man kommer længst med gode relationer, tillid og ordentlighed. Du er empatisk, nysgerrig, og du lytter, før du sælger.
- Du er en dygtig forhandler, der bevarer roen i uenigheder og finder løsninger, der både styrker samarbejdet og varetager virksomhedens interesser.
- Du taler og skriver flydende dansk og engelsk.
Vi tilbyder:
- Mulighed for at gøre en reel forskel for mennesker med kommunikationshandicap
- Mulighed for at opbygge en tech-virksomhed fra bunden sammen med en passioneret teknisk founder
- Medejerskab (equity), med mulighed for løn på sigt (med ydeligere funding og/eller omsætning)
- Stor indflydelse på virksomhedens strategi, go-to-market og opbygning af et kommercielt team
- Et fleksibelt og meningsfuldt arbejdsliv, med respekt for din fritid og familieliv
- Kontor i Aarhus – eller mulighed for at arbejde remote
This job comes with several perks and benefits
