Grandhood er den kække dreng i klassen, når det kommer til firmapension. Vi udfordrer den støvede pensionsbranche med et digitalt produkt, og har gjort pension til noget kunderne rent faktisk forstår.
Det betyder også, at du ikke skal lave en almindelig ansøgning hos os, du skal i stedet blot vedhæfte dit CV og svare på de spørgsmål du finder, når du starter ansøgningsprocessen. Men før vi når dertil, så lad os fortælle, hvorfor det ville være fedt for dig at være hos Grandhood.
Det du får ud af det
Stort set alle jobopslag fortæller en glorificeret historie om en agil, innovativ og fantastisk arbejdsplads, hvor alt i øvrigt er eminent socialt. Den historie vil vi spare dig, men i stedet kan vi fortælle dig det her.
Vi tror på, at du gør dit bedste, når du gør det, der gør dig glad. Derfor er Grandhood som arbejdsplads en dynamisk størrelse. Du vil måske starte som mødebooker, men som både du og Grandhood vokser, vil vi også lade din rolle gøre det. Det gode ved en startup er, at der ikke er langt fra tanke til handling og din stemme vil blive hørt.
Vi synes det er ret fedt at få lov at gå glad på arbejde, men udover det har vi også lidt ekstra i posen til dig.
Du møder ind med udsigt til Københavns kanaler på Christianshavn ved Copenhagen FinTech Lab. Du kommer til at arbejde med et stærkt hold af mennesker, der laver det, der gør dem glade. Kaffen er semi (og kopperne er pivgrimme), men til gengæld er der både 3-retters frokost, drikkevarer og snacks der gør det super stabilt.
En sidste ting.
Vi gør noget ret godt her, og det kan du også få lov til.
400.000 danskere har ikke nogen pension, og det resulterer muligvis i mindre frihed, når de når pensionsalderen – det kommer nok ikke til at gøre dem så glade. Basalt set ønsker vi, at alle skal glæde sig til at blive gamle, på alle måder det er muligt (ja, det lyder lidt højtravende og selvhøjtideligt, men vi mener det altså).
Det du kommer til at lave
I marketing sørger vi for at vores målgruppe kender os og tænker godt om os. Helst dem, der er på udkig efter en pensionsløsning, eller dem der ikke vidste de var på udkig efter det endnu.
Vi har brug for din hjælp til at sikre, at de kunder der har mødt vores markedsføring, ender med at tage et møde med vores salgsteam. Det meste af mødebookingen foregår på telefonen, men har du evnerne og lysten vil du også blive inviteret med til de events vi deltager i (det plejer at være 🔥)
En normal arbejdsdag for dig ville se sådan her ud:
Du laver en kop kaffe, starter computeren op, og sammen med to-tre andre udgør du dagens hold i vores mødebooking afdeling. I får et brief på de emner I skal ringe til på dagen, smider headset'et på og telefonen ringer op automatisk. En fremtidig kunde tager telefonen, du booker dagens første møde og får en high-five og en krammer. Du smiler hele dagen igennem, fordi du laver det du kan lide og glæder dig til næste dag.
Løn
Vi ønsker gode møder og gode dialoger med kunderne. Derfor er lønnen ikke baseret på provision. I stedet giver vi en fast timeløn på 150 kr. i timen.
Vi vil selvfølgelig gerne motivere til en masse møder, men uden det bliver pistolsalg og derfor har vi udover lønnen, vores bådbonus. Det er en fælles bonus for mødebooking-teamet der f.eks. kan være en sommerhustur, en tur på SØ eller måske en burger på POPL med en øl på siden. Bådbonus løber typisk ugentligt eller månedligt afhængig af mål og præmie. Bådbonussen afhænger af om vi når vores mål for antal møder. (Den hedder Bådbonus fordi i er i samme båd, så I sejler den fælles i land).
#teamspirit (lidt crinch, I know - jeg, der skriver jobopslaget er "semi" boomer og en af de lidt ældre herinde)
Dit ansvarsområde
Du kommer til at have den tætteste kontakt med vores fremtidige kunder, og vil være en central del af marketing teamet. Din opgave er at hjælpe med at få møder med nye kunder i hus og samtidig sørge for at de er glade. Du vil være marketings direkte talerør med kunderne og hjælper med at feedbacke hvilke emner der er helt i top og hvad der kunne fungere bedre.
Du vil blive hjulpet på alle de måder du har brug for det, og du vil også tage del i at finde de kommende medlemmer af teamet, når vi skal bruge dem.
Hvem er du så?
Du elsker at tale med mennesker og har erfaring med salg og den gode dialog. Det er et must at du taler flydende dansk og har gode engelske kundskaber. Du har en naturlig interesse for salg og dine kommunikationsevner er helt i top. Samtidig skræmmer repetition dig ikke, da du hele tiden stræber efter hvordan du selv og Grandhood kan blive bedre til det vi gør. Du kan enten være studerende og være på udkig efter et deltids/studiejob eller have sabbatår hvor vi kan tilbyde lidt flere timer.
Dit CV fortæller os måske, at du har en uddannelse, men praktisk erfaring, er lige så godt. Du er nysgerrig af natur, har lysten til at lære og er ikke bange for at lave fejl. Du kan agere på egen hånd og føler dig tryg ved at prøve nye ting af ved eget initiativ.
Måske er du endda på udkig efter en karrieremulighed du kan vokse i. Måske ved du ikke præcis hvad du vil lave om nogle år, men du kan se dig selv gøre det med os. Så længe dit fremtidige jeg er glad for det. På den måde kan du også glæde dig til at blive gammel.
Lavpraktik
Arbejdstiden er hverdage i tidsrummet 08.00-16.00
Vagter enten 08.00-12.00, 12.00-16.00 eller 08.00-16.00
Opstart hurtigst muligt
Løbende samtaler
Du behøver ikke erfaring med mødebooking, men erfaring med salg er et must
Ansøgningsfrist: d. 5. marts 2023
This job comes with several perks and benefits