Problemknusende studerende med erfaring i Node.js
Du kender måske konceptet pantsætning fra diverse film eller amerikanske reality shows, men vidste du, at konceptet faktisk også lever i bedste velgående i Danmark? Det er et gammelt koncept, som har været væk fra Danmark i mange år, men vi har genopfundet måden at drive en pantelåner på. Det hedder Salg med tilbagekøbsret, og med en Trustpilot score på 4.8 og markant vækst, er vi sikre på, vi har fat i noget af det rigtige - Og nu vil vi have dig med på rejsen og muligheden for at gøre Pantsætning great again!
Vi søger en studiemedhjælper til at videreudvikle vores nuværende it-systemer, og som kan være med til at få hverdagen hos nofipa til at køre endnu mere smurt end den allerede gør. Så hvis du har flair for udvikling og lyst til at udfolde dig i en mindre virksomhed i højt tempo, så er her en mulighed for at blive en del af en unik arbejdsplads, hvor din udvikling er i højsædet.
Vi er Danmarks førende pantelåner, men vi er meget mere end det
Foruden pantsat.dk har vi flere andre koncepter, hvor vi blandt andet opkøber guld (nordiskguld.dk) og sælger smykker (anotherslegacy.dk). Vi har samlet set haft mere end 2.000 kunder igennem, og næste mål er 10.000. Det er her, du kommer ind i billedet.
Dit primære ansvarsområde bliver at vedligeholde og videreudvikle vores eksisterende IT-setup, således at du kan gøre livet endnu lettere for vores fantastiske kommercielle medarbejdere. Disse kommer du til at arbejde tæt sammen med, og det er din opgave at omsætte deres udfordringer til løsninger.
Du kommer til at bygge alt fra integrationer til webapplikationer til vores egne skræddersyede løsninger. Her er målet det vigtige, og midlet er op til dig. Du er ansvarlig for egne arbejdsopgaver og kommer til at arbejde i tæt fællesskab med vores Head of IT, Morten, som ikke bare er uddannet i både Business og Computer Science og har praktisk erfaring fra flere forskellige startups, men også har undervist i distribuerede systemer og programmering gennem 4 år.
Så hvis du er klar til at vækste, udvikle og lære, så er jobbet noget for dig.
Vores tech stack og din profil
Vores primære systemer er bygget i JavaScript og Node.js, så det er et must, at du føler dig komfortabel i disse. Herudover opfylder du måske nogle af følgende nice-to-haves:
Erfaring med at søge i og forstå kode dokumentation
Kendskab til databaseteknologi og -struktur
Forståelse af principperne bag REST APIs - måske du endda har lavet et API kald eller to
Erfaring med SPA’er, eksempelvis React eller Vue
Hvis der er nogle af de ovenstående punkter, du ikke kan sætte check ved, så skal vi nok lære dig det!
Desuden så kan du nikke genkendende til, at du er:
Under uddannelse inden for software- eller webudvikling eller har en tilsvarende kombination af uddannelse og erhvervserfaring
Ansvarsfuld og tager opgaver på egne skuldre
Nysgerrig og har lyst til at lære
Vi kan tilbyde dig:
Flotte, lyse kontorer nogle få hundrede meter fra rådhuspladsen på H. C. Andersens Boulevard
Fleksible arbejdstider samt hjemmearbejde
Tæt sparring med vores IT-ansvarlige, hvor din udvikling prioriteres
En unik virksomhed i vækst, hvor hver dag er forskellig
Et ungt team (24 - 34 år) med holdånd og højt humør
Hvem er nofipa?
Vi lever af godt købmandskab og driver en række forskellige brands og koncepter, som alle tager udgangspunkt i at købe genstande, sælge dem videre og tilbyde høj kundeservice. Vi har givet gamle koncepter et moderne pift. Det har virket, og siden vi startede i december 2018, har haft flere tusinde kunder igennem. Vores største koncepter i dag er pantsat.dk, nordiskguld.dk og anotherslegacy.dk:
pantsat.dk - Den moderne pantelåner - et alternativ til et lån - vi tilbyder forbrugerne en løsning hvor man kan sælge sine genstande og købe dem tilbage på et senere tidspunkt. Det er særlig populært blandt selvstændige og forbrugere med svingende likviditet i deres hverdag
nordiskguld.dk - Den traditionelle guldhandler, men med en digital tilgang. Vi opkøber skrotguld og -sølv, samt hjælper forbrugere med at investere i guld og sølv
anotherslegacy.dk - Danmarks største forhandler af vintage guldsmykker
Siden vi startede, er vi vokset fra et lille kælderlokale i København til to store butikker i Danmark med 10 medarbejdere. Vi har vokseværk, men du vil stadig opleve at du er med tidligt på rejsen, og er med til at definere vores retning og success. Vi har i dag kontor i København og Århus, og planlægger de kommende år at udvide med flere afdelinger - i Danmark og udlandet. Vi prioriterer IT systemer, værktøjer og processer højt, og samarbejder på tværs af afdelinger for at levere den bedste service og oplevelse for kunden, hvor processen er så gnidningsfri som muligt.
Organisationsstrukturen er flad, tonen uformel, og ambitionen er at blive ved med at vokse.
Det praktiske
Opstart: Hurtigst muligt
Adresse: H. C. Andersens Boulevard. 38 st. tv., 1553 København V
Arbejdstider: 15-20 timer ugentligt
Lyder det som noget for dig?
Så send os din ansøgning og dit CV (og eventuelt en GitHub profil eller noget kode, du er stolt af) Og hvis du har nogen som helst spørgsmål, så send endelig en mail eller find Morten på LinkedIn
This job comes with several perks and benefits