Skriver du skarpt og velformuleret? – Og har du et solidt kendskab til SEO? Så er det måske dig vi leder efter! Send os din ansøgning og dit CV hurtigst muligt, og bliv en del af vores ambitiøse specialist-hold.
Webamp er et datadrevet webbureau, som består af et sammentømret, ungt hold af krøllede hjerner. Til hverdag nørder vi med søgemaskineoptimering, Google Ads og webdesign.
Nogle larmer, andre har det bedre med et godt noise cancelling headset og et koncentreret blik på skærmen.
Nogle nulstiller arbejdshjernen med hot yoga eller kickboksning, andre tager til fodboldkampe eller ser true crime-serier. Nogle har sort humor, andre har… humor.
Vi har dog én ting til fælles: Vi lader nysgerrigheden og lysten til at eksperimentere herske på arbejdspladsen. Derfor hyrer vi altid folk, der brænder for deres felt – og sjældent dem, der tror, de ved det hele i forvejen.
På kontoret har vi en uformel men professionel tone og plads til dårlige jokes. Køleskabet er fyldt med sodavand og lækre specialøl, og vi afslutter hver fredag med en fyraftensøl. Og en af de vigtigste traditioner på kontoret er vores alle sammens elskede pizzafredag sidste fredag i måneden.
Vi holder til på det centrale Vesterbro med 180-graders panorama-udsigt ud over Imperial, Vesterport og den ikoniske SAS-bygning. Den 1. maj flyttede vi ind i spritnye lokaler, og siden da har vi både fået bordfodboldbord, el-løbehjul, FIFA på en 150-tommers projektor og masser af plads!
En stilling med stort ansvar for både egne og dine kollegaers kunder– Vi tror på frihed under ansvar og sørger for, at du altid bliver udfordret
En karriere med gode udviklingsmuligheder– Du skal vokse hos os. Vi ved, at du er dygtig – og vi har et læringsmiljø, der sikrer, at du bliver endnu dygtigere
En plads på et erfarent specialist-hold med tunge nørder– Vi tager til SMX, videreuddanner os på CXL og holder vidensdelingsaftener for altid at have fingeren på pulsen
At arbejde med både nationale og internationale brands– herunder e.l.f. Cosmetics, BoConcept, Cocks & Cows og Temp-Team
Vi leder efter en sprognørd af en tekstforfatter med content marketing under neglene. Vi søger med andre ord dig, der skriver skarpt og velformuleret – og som samtidig har erfaring med SEO.
Du skriver fængende tekster til web, som rammer hovedet på sømmet og fanger læserens interesse. Du ved, at tunge tekster med alenlange afsnit og snørklede sætninger nok virker i lovtekst og akademiske afhandlinger – men ikke på web!
Desuden har du naturligt flair for “tone of voice”, og du kan formulere fængende landingssider, som skaber værdi for den specifikke målgruppe – uanset om du skriver om rengøring, fysioterapi eller agil projektledelse.
Gode resultater driver dig til dagligt, og du ønsker altid at levere det bedste for bureauets kunder. Mindst lige så vigtigt er du dygtig til at samarbejde med kunder – og du forstår vigtigheden i at værne om dine kunderelationer.
Som erfaren tekstforfatter vil du indgå i et team bestående af 2 fuldtid og 3 deltid.
Se dine kommende kolleger på vores hjemmeside.
Ikke mindst vil du få mulighed for at få kreativt afløb, få finpudset din allerede skarpe pen og blive endnu dygtigere til disciplinerne inden for SEO.
Det er vigtigt, at du:
Er en inkarneret sprognørd, der kan skrive fejlfrit og fængende – om mange emner og til flere forskellige målgrupper
Har minimum 3 års erfaring med content marketing og SEO
Har enten bureauerfaring eller forståelse for hverdagen på et bureau
Er mindst lige så eksekverende som strategisk – og kan arbejde selvstændigt fra dag ét (vi forventer faktisk af dig, at du også kan gøre os endnu dygtigere)
Du vil sidde med mange forskellige opgaver, men dine primære vil være at:
Skrive landingssider, der rangerer og konverterer
Bruge din ekspertviden til at udarbejde værdifuldt indhold til Webamps egen blog
Udarbejde SEO-strategier til både onpage- og offpage-arbejde
Holde dig opdateret om de nyeste discipliner indenfor SEO – og implementere dem i dit arbejde
Have løbende kundekontakt – herunder opstartsmøder, statusmøder og rådgivning om tiltag, som kan effektivisere vores kunders digitale tilstedeværelse
Dykke ned i vores kunders data og skrive indsigtsfulde månedsrapporter
Være en del af et team, der ønsker at være blandt de dygtigste i branchen
Ansøgning og CV skal sendes gennem The Hub. Spørgsmål skal sendes til Nicolai Vittrup på job@webamp.dk.
Adresse: Vester Farimagsgade 3, 3 – 1606 København K
Arbejdstid: Fuldtid
Ansøgningsfrist: 22. oktober 2019
Opstart: December 2019/januar 2020
This job comes with several perks and benefits