Nabo Farm er et urbant landbrug drevet efter bæredygtige principper. Vi dyrker dild, koriander, fennikel, tallerkensmækker og andet mikrogrønt, som vi leverer til en kundekreds bestående af lokale restauranter og kantiner.
Vores kunder er både kvalitets- og miljøbevidste. De kan se værdien i at modtage deres bestilling, senest to timer efter den er høstet. Hverken smag eller næringsværdi går tabt under leveringen, som selvfølgelig foregår med cykelbud. Sådan trækker vi i fællesskab fødevareindustrien i en sundere og mere bæredygtig retning. Det er det, vi forstår ved godt naboskab.
Afgrøderne er naturligvis fri for sprøjtegift og genmodifikationer. Deres næringskilder er en nøje udvalgt sammensætning af ilt, mineraler, varme, vand og god musik.
Tilsammen har vi mere end 15 år i tech-branchen på bagen. Den erfaring har vi brugt til at udvikle en software, som kan styre planternes omgivelser ned til mindste detalje. Resultatet er sundt og velsmagende bladgrønt. Det synes vi alle har ret til, ligesom enhver by har ret til en Nabo Farm.