Savner du en faglig digital udfordring, der placerer dig i krydsfeltet mellem nørdet tech, digital marketing, dataanalyse og forretningsforståelse? Så mangler vi dig til at løfte vores samlede digitale marketingspalette op på næste niveau.
Dit primære fokus
Vi mangler dig til at tage ansvaret for, at vi får et endnu stærkere teknisk setup, der binder vores marketingkanaler bedre sammen. Det er dig, der sikrer at vores digitale marketingkanaler og touchpoints er optimerede, og at vi kan analysere på vores data, så vi kan tage de rette forretningskritiske beslutninger på baggrund heraf. For at kunne sætte det rette tekniske fundament op og sikre at vi kan tracke, analysere og evaluere på korrekte data, er det væsentligt, at du har en god forretningsforståelse, og kan arbejde med at optimere CAC (Customer Acquisition Cost) og LTV (Life Time Value) på kunderne.
Du får med andre ord et stort ansvar for optimering af de digitale kanaler og deres samspil. Du får samtidig et team af dedikerede kolleger at samarbejde med, som vil producere content og designs i alle afskygninger, så I i fællesskab får gjort vores digitale marketing endnu bedre og mere effektfuld. Derudover får du adgang til eksterne tekniske marketing specialister, som du kan sparre med og lære fra. Er der behov for specifik faglig opkvalificering, finder vi kurser, der er relevante ift. din profil.
Hvem er du?
Dine praktiske kundskaber og erfaring er vigtigere end din uddannelse, så længe du er nysgerrig, dedikeret og målrettet.
Vi forestiller os, at du som minimum har praktisk erfaring inden for:
opsætning og optimering af Facebook ads
dataanalyse vha. Google analytics
Derudover vil du også skulle arbejde med:
tracking & retargeting
affiliate marketing
nyhedsbreve flows & optimering
digitale touchpoints
opbygning af digital B2B salgsmaskine
automations på tværs af kanaler
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med Google ads og SEO generelt, men her vil der være støtte at hente internt, hvis det ikke er her du er stærkest.
Du skal gerne være lidt af en teknisk-, tal- og analytisk nørd, der ikke giver op før teknisk opsætning, tracking og data spiller. Samtidig drives du af at arbejde med løbende forbedringer og optimeringer, som du får lov at bære det store ansvar for.
Vi kunne kalde stillingen “Digital marketing manager", “Growth hacker”, “Digital marketing specialist” eller noget helt fjerde. Det er ikke så vigtigt for os. Det vigtige er, at du kan se dig selv i rollen og tænker, at det kunne være en spændende udfordring.
Hvem er vi?
RaskRask er Danmarks største velværekoncept for udekørende massører, trænere, yogalærere og frisører. Vi blev grundlagt i 2015 og kom for alvor på Danmarkskortet i 2020, da vi deltog i Løvens Hule og fik de to investorer, Jan Lehrmann og Christian Arnstedt med på holdet. I dag har vi over 300 fagpersoner tilknyttet, som hver dag bringer velvære hjem til mere end 100 borgere og virksomheder i hele landet.
På kontoret i Aarhus er vi et dedikeret team af udviklere, designere samt kommunikation- og markedsføringsfolk. Vi er et ungt team, hvor teamspirit, plads til sjov og sparring med kollegerne vægtes højt. Se teamet her: https://www.raskrask.dk/om-os/
Matcher du ovenstående, og har du lyst til at være en del af RaskRask familien, så tøv ikke med at sende en motiveret ansøgning og CV. Vi læser ansøgninger løbende og kalder til samtale, når der er gode kandidater til jobbet.
This job comes with several perks and benefits
